Frivilligt arbejde og CSR

14. juli 2022

Frivilligt arbejde giver indsigt og motivation 

 

At kunne se, at andre har en anden virkelighed, er en af de væsentligste årsager til, at jeg ser det som et stort plus, hvis medarbejdere er engageret i frivilligt arbejde i deres fritid. 

 

Det skal ikke være en forudsætning for at blive ansat, at man er frivillig. Jeg synes, det siger noget om medarbejdernes karakter, hvis de har lyst til at gøre en forskel og har plads til andre end sig selv i deres liv. Og der er naturligvis stor forskel på, hvor vi står i livet - og hvor meget tid, vi har at give af. 

 

Da jeg havde ansatte, fokuserede jeg på frivillig indsats. En medarbejder var frivillig i Kræftens Bekæmpelse - en anden i en forening, hvor der var fokus på en sygdom, en  var i en skolebetyrelse, en anden i en kirke og en i en golfklub.

 

Det er min holdning, at frivilligt arbejde og det at sætte andres behov før sine egne, også fører til en mere fleksibel tilgang til arbejdet i det daglige.

 

Jeg oplever også, at mennesker, der udfører frivilligt arbejde oplever en mere nuanceret opfattelse af verden. Den er ikke så sort-hvid, for de har fået indblik og nye perspektiver, end deres egne.  

 

Jeg er selv engageret i frivilligt arbejde. Det er en del af mit DNA. Siden 2016 har jeg været tilknyttet Horsens Kommunes Taskforce som erhvervsmentor. I en årrække som mentor for unge mellem 16 og 25 på kontanthjælp - og i år har jeg flyttet fokus, og er nu mentor på Horsens HF & VUC. 

 

Som mentor bruger jeg i høj grad min uddannelse som coach. Jeg er mentor for studerende og for mig handler det om at hjælpe de unge mennesker til ikke at lade sig begrænse trods forskellige udfordringer i livet. Både under uddannelsen - men også når uddannelsen er gennemført, og de skal videre til andre uddannelser eller jobs, er vi en gruppe mentorer, der står i baggrunden. Vi har alle forskellige baggrunde.

 

Jeg bruger min erhvervserfaring og min coachuddannelse og de ser mig som repræsentant fra erhvervslivet. Det tror jeg, de synes, er befriende. Når refleksionen sætter ind, begynder ting at ændre sig. Det inspirerer mig enormt, når de genfinder og fastholder egen motivation. Det motiverer mig, når jeg ser dem gå fra at være begrænset til at sætte sig selv fri og gå efter deres drømme.

 

Socialt ansvar - både virksomheders og privatpersoners - er flyttet ind på dagsordenen. Og lad os beholde den der. 

Tilbage til oversigt

bubble